Emry Kølster – Marias Morfar – der var skolelærer inviterede medens han var lærer på Asnæs (1907-1914)  en skolepige – Karoline – fra det indre København til at tilbringe sommeren ude ved skov og strand. Senere da han var blevet lærer ved Søndre Skole i Holbæk og iøvrigt nygift, inviterede han en berlinerpige -Lotchen – som var der over en længere periode. I 1947 ville han igen invitere en skolepige, der trængte til et ophold på landet, men hun nærmest struttede af sundhed. Historien her er fra Emrys Erindringer.

Emry beretter:

Inden jeg gør Asnæstiden helt færdig endnu et par småting: En sommerferie havde vi en lille feriepige – Karoline – , hvis hele verden var Nørrebro, og for hvem det fornemste, der i hendes bevidsthed rangerede med Fifth Avenue var Nørrebrogade.

This slideshow requires JavaScript.

Til illustration af forholdene i det indre København i begyndelsen af det 19. århundrede er disse billeder fra Københavns Stadsarkiv. (se også dette link).

Da hun, såvidt vi forstod, var opfødt med spegepølsemad og bøffer, var det lidt vanskeligt at vænne hende til anden føde, og hun trængte svært til lidt vægtforøgelse, hvad da også til sidst lykkedes. Opholdet var for hende som en rejse til Californien. Da far og jeg kom fra Stockholm, skrev jeg til hende om at stille ved indgangen til Tivoli kl. 19 en bestemt dato.

 

Så gik vi hele programmet igennem med hende, selv rutschebanen. Det blev vist hendes barndoms største eventyr. Vi hørte forøvrigt udover et takkebrev aldrig fra hende mere.

---

Emry beretter videre:

Begivenheden den 20. juni 1920, da kongen på den hvide hest red ind i det genvundne land, rørte vist de mest forstokkede. – Selvfølgelig deltog vi i byens fest her. Så vidt erindres, fandt den mere højtidelige del sted foran rådhuset, og det var højskoleforstander Fr. Nørgaard, der holdt festtalen. Men selvfølgelig talte også borgmester og amtmand. Skolebørnene fik hver et smukt mindehæfte. Jeg tror, vi gemmer det endnu.

Mange steder i Danmark blev der rejst Genforeningssten som her i Jyderup, læs om begivenheder på dette link.

Det var midt i perioden med wienebørnenenes ophold i Danmark. Men gennem “Folkeskolen” havde jeg allerede abonneret på en berlinsk overlærerdatter, da det oplystes, at også Berlinerbørnene var ved at sulte ihjel. Det var vist en lidt rigelig belastning for Asta, der nu som nygift pludselig skulle være mor for to børn, men det havde jeg nu ikke overvejet alt for grundigt, da jeg skrev efter barnet. Jeg havde nu den bagtanke, at jeg dels ved at tale med hende samt lejlighedsvis med bagermester P.’s to Wienerpiger måske kunne få lidt øvelse i at tale tysk, hvilket var hårdt tiltrængt, da Harald, onkel Christian og jeg ad åre havde tænkt på at foretage en rejse sammen til Tyskland, når forholdene tillod det.

Lotchen og Ermegaard. 

Alt for megen øvelse i sproget fik jeg nu ikke, for i løbet af nogle uger slog disse børn over i det danske, og efter et par måneder talte de perfekt dansk. Jeg hentede Lotchen på stationen, en lille slavisk udseende pige på ca. 8-9 år, lille af vækst, men knusende intelligent. Forældrene var ikke glade for at sende hende hertil, men som moderen senere fortalte mig, da de havde ondt ved til sidst blot at skaffe de kålroer, de næsten udelukkende måtte leve af, lod de hende rejse. Hun gjorde sin entre meget tappert. Først da hun skulle i seng, græd hun hjerteskærende. Vi fik da trøstet hende, og hun faldt i søvn. Resten af tiden befandt hun sig glimrende. Jeg skyndte mig at skrive til forældrene – vistnok på engelsk – at hun var vel ankommen, og Lotchen skrev et lille brev på et barnligt tysk. Nogle dage efter fik vi svar og kunne mærke, at forældrene var meget glade ved at vide deres lille pige i gode hænder.

Lotchen kom også senere på ferie. Her er hun med ved Ruths fødselsdag.

I årevis efter vekslede vi mange breve med hinanden. Jeg slog snart over i det franske, da forældrene mestrede både fransk og engelsk, først senere vovede jeg at skrive på tysk, som kostede mig et farligt arbejde, særlig hvad angik de forskellige kasus, og hvorledes de styredes. Ermegaard kom ikke til at savne selskab. Lotchen var hos os i mange måneder, og et par år eller tre efter gjorde hun turen om.

Lotchens Far og Mor som Emry besøgte på Tysklandsturen.

Turen til Tyskland som Emry omtalte og hvor han gerne ville øve sit tyske foretog Emry sammen med sin bror Harald og onkel Christian i 1922 og kan læses på Emry – Tysklandsturen 1922

---

Emry omtaler i et brev feriepigen fra Emdrup – havde bestilt en fra indre København                                                                                          Holbæk,   4/7 47

Dovenskab, siges der, skal være drivfjederen til de fleste opfindelser. Nu skriver jeg altså fire breve på én gang. Når jeg begynder med sommerferien gentager jeg mig selv, da jeg, siden denne begyndte, ikke har skrevet til noget medlem af min familie. Vi sluttede på skolen med at tage afsked – ved en kop kaffe – med en af lærerne og hans kone, lærer Skov, som havde byttet embede med en kollega på Amager – under København det var d. 27/6.

Dagen før havde vi fået en feriepige – også fra København, dvs. fra Emdrup, der er akkurat lige så landligt som her. Bevæget ved alle JerimiaderneJerimiaderne  i radioen skrev jeg til Østrup : Er der en pige som vil være glad ved et treugers ophold hos os, så send hende! Vi havde så ventet et underernæret barn fra den indre by, men fik i stedet en lille dame på 9½ år, struttende af sundhed og fra et hjem, jeg antager svarer nogenlunde ti1 vort. Hun havde allerede været ved Liseleje med forældrene. Det viste sig også, at hun ikke var imponeret af noget, men sød og velopdragen og gik straks i gang med at lege med vor nabos lille pige (Ediths datter) på syv år. Det hele gik normalt, til legekammeraten fortalte, at hun torsdag den tredje skulde til København med sin mor. Så vilde vort feriebarn absolut med for at ha den fornøjelse, at rejse med den anden. Vore henstillinger, forældrenes breve og appeller i telefonen hjalp intet. Hanne vilde med, og så lod vi hende ryge og rejse. Vi havde ellers let skaffet hende anden underholdning. Jeg tror nok efter denne erfaring, at københavnerne på en vis levefod – især, de der bor i de mere luftige forstæder, skal have lov til selv at anbringe deres børn i ferien. Faderen var kontorassistent samt underviste i musik. Da vi spurgte, om hun vilde spille på klaveret, oplyste hun, at de havde flygel hjemme!