I den første del om årets gang gav jeg en introduktion til egnen omkring barndomshjemmet i Nyrup og vinterens sysler.

Jeg vil her gå videre med foråret og jeg har fundet en disposition, som Far har skrevet med sirlig skrift, da han var på Børkop Højskole vinteren 1922-23.

At foråret nærmer sig, det fortæller netop forårsbebuderne, som Far har noteret (se også Marias “Birds at Springtime”). Forårsblomsterne der dukker op selv under sneen – fuglene og deres sang – nogle begynder at samle redemateriale – lyset dagene bliver længere og der bliver mere lunt i vejret.

Lærken – (Se og hør den)

Stæren – (Se og hør den)

Viben – (Se og hør den)

Storken – (Se og hør den) – Selvom der ikke er mange storke i Danmark.

Vipstjert – (Se og hør den)  – Min Far har fortalt, at hans Bedstemor Ane sagde, at når “Mett’  mæ den sorte lue” kom, var det forår.

This slideshow requires JavaScript.

Illustration af årets gang på en gård omkring 1900 er taget fra en historie fra Bedsted sogn. Til omkring 1950-60erne, som jeg husker det, havde det ikke ændret sig særlig meget. Jeg bruger den derfor i beretningen om forårets arbejde i Nyrup.

Det såkaldte NPK kunstgødning, hvor kvælstof (N) og forfor (P) samt kalium (K) er blandet sammen var endnu ikke så udbredt. Far indkøbte derfor superfosfat (18 % P) og kali (K), samt kalksalpeter (N) i hver sin indpakning (sække). Superfosfatet (P) og kali (K) blev derfor hældt ud på logulvet i det rigtige blandingsforhold og skovlet igennem et par gange. Kalien kunne godt være i klumper og disse fik derfor et dask med skovlen. Jeg har mange gange måtte ”holde sækken op” så far kunne skovle den blandede kunstgødning tilbage i papirsækkene. Noget jeg syntes var ”lidt” kedelig.

Efter blandingen af kunstgødningen læssede vi sækkene på den stive vogn og kørte dem ud i marken og læssede dem af i små depoter.

Far er her med den ”stive vogn” som kunstgødning såvel som gødning (møddingen) fra dyrene blev kørt ud med. Hvordan udspredning af kunstgødningen foregik, er her illustreret med et farvestålende van Gogh billede af ”Såmanden”

I vinterens løb var der samlet en stor mænge gødning på møddingspladsen og den skulle om foråret ud på marken som gødning og give næringsstoffer for planterne.

Billedserien er fundet på ”nettet”- læsning af møget på gødningspladsen – ude i marken sættes møget af i ”roger” med anvendelse af den specielle vinkelrette møggreb – derefter spredning af møget. Jeg har i en tidligere historie “hjælpe til hjemme” berettet om hvordan mine 2 store søstre Gerda og Eva skulle sprede møg og vores nabo Ejner Grøn kom forbi med en kvie, der var noget ”balstyrisk” og han bemærke til mine søstre, at det nok var forbi kvien aldrig før havde set piger sprede møg. Det tror jeg ikke Gerda og Eva syntes var særlig morsomt 🙂

For ikke at møget skulle tørre ud og miste sin gødningskraft skulle den pløjes ned hurtigt muligt efter at den var spredt.

Far er her ved at pløje med hestene nede ved banen.

 Ajlen (dyrenes urin) blev opsamlet i en stor nedgravet beholder og den skulle også ud på marken og virke som næring for planterne.

Ajlen blev pumpet op i ajletønden, der som her ses monteret på en stiv vogn. På daværende tidspunkt anvendte de fleste en bredspreder til spredning af ajlen, hvilet både bidrog til lugt og fordampning af kvælstoffet så planterne ikke fik gavn af det. Far var på dette punkt foran sin tid for han anvendte en ajlenedfælder som vist på billedet. Uanset hvilken udbringningsmetode der blev anvendt, var udkørsel af ajle altid forbundet med ”lugt” og tøjet og hænderne kunne godt få en umiskendelig ”landlig” duft.

Til forberedelse af såbedet blev der først anvendt en ”fjederhavre”. Da jeg desværre kun har få billeder af vores markredskaber fra Nyrup, har jeg ”lånt” nogle stykker fra min tredje fætter Thomas Høgh (vi har fælles tip-oldeforældre Christen Sørensen Høgh og Else Marie Thomsen). Thomas Høgh har skrevet meget levende om sin barndom på ”Lykkebo” i Roum.

Med fjederharven fik marken en ”dobbelt skrågang”, hvilket vil sige marken blev harvet over 2 gange. Herefter var jorden parat til at blive tilsået med såsæd. Far havde som regel et stykke med vinterrug, som var tilsået om efteråret, ellers var Far tilhænger af ”blandsæd” – byg og havre iblandet noget forårsrug.

Kornet måtte dog først renses og bejses (behandles for svampe). Far havde mest tiltro til at Simonsen – købmand i Års kunne gøre det ordentlig, så han spændte hestene for og kørte til Års (5 km). Simonsen havde i baggården et kornrenseri på loftet. Jeg har været med og jeg husker Simomsens købmands butik som den gammeldags traditionelle med en stor disk og varerne på hylder bagved. Far købte altid såkaldte mentol bolsjer – de var stærke og gode til halsen :-).

Inden såmaskinen kunne komme i anvendelse måtte den ”indsåes”, hvilket altid var sjovt at være med til. Jeg har stadig anvisningen på proceduren:

Skulle der være udlæg (græs næste år) i kornstykket kunne man blande græsfrøet sammen med kornet. Det var imidlertid ikke hensigtsmæssigt for græsfrøene behøver meget mindre sådybde end kornfrøene. Far var meget god til at så med håndkraft – se van Goghs ”Såmanden”. Han såede derfor udlægget (græsfrøene) som regel en tidlig morgen for her var der som regel næsten vindstille.

Kornmarken med udlægget fik derefter om omgang med ukrudtsharven og blev senere også tromlet.

Sletharve og ukrudsharve (nederst) – vores i Nyrup havde kun 4 led (illustration fra min lærebog i ”Maskinavl” på Landbohøjskolen). – Ringtromle fra ”Fyenshistorie.dk”.

Radsåmaskinen kunne også anvendes til såning af roerne, så blev alle tragtene fjernet undtagen 2. Far anvendte også vores håndtrukne såmaskine, som jeg har beskrevet i historien on at ”Hjælpe til Hjemme”.

Såmaskine til roer med markør. – Vores gamle kartoffelmarkør der nu anvendes som ”have-dekoration” på vores gamle barndomshjem i Nyrup.

Illustration af lægning af kartofler i de ”oprildede” rækker til kartoflerne. Når kartoflerne var lagt blev de dækket ved at blive kørt over med ukrudtsharven.

Da historien her bliver lanceret i anledning af lillesøster Birthas fødselsdag, har jeg sprunget lidt frem i tiden og viser her et billede af Birtha der graver en spand kartofler op der skal bruges til middagsmaden.