I ferien 1922 var det, at Harald, svoger Christian og jeg besluttede os til sammen at foretage en tysklandsrejse. Årsagen var den for Tyskland sørgelige kendsgerning, at den tyske mark raslede nedad uge for uge, og at den danske krone i forhold til denne var “Hård valuta”. I den uge, eller halve snes dage, vi var i det før så mægtige rige, var kursen således, at en rigsmark havde en værdi af een øre. (se link til Tysklands historie 1914 til 1933).

Danske mønter fra 1920-erne. Én øren i midten – 10 øren svarer til 10 Rigsmark sedlen.

Vi kunne således tillade os at rejse på 2. kl., spise i dyreste restauranter, tage taxa eller hestedroske, som det passede os og – “last not least” – drikke de dyreste vine, – hvad vi også gjorde. En flaske god rhinsk vin kostede 7-8 øre, og en flaske tysk champagne 16 øre. Det viste sig forøvrigt, at vi ikke havde megen fornøjelse af at gå ind på de dyre hoteller, for de havde intet, vi gad spise ud over lidt tør kalvesteg. Vi opdagede snart, at det eneste sted, vi kunne få, hvad vi ønskede, var på l. klasses banegårdsrestauranter, hvorfor vi, da vi slap løs på egen hånd efter fire dage i Berlin hos Lotchens forældre, valgte disse steder.

Men lad mig begynde med begyndelsen. Jeg tog afsked med viv og børn, Ermegaard og Eva i København og susede med Gedser ekspressen mod syd. Den standsede ikke i Nykøbing, men min mor stod efter aftale på perronen og vinkede til mig. Få minutter efter var jeg i Gedser og besteg den tyske færge, hvor mine to rejseledsagere allerede befandt sig ombord, og Harald modtog mig med hilsenen: “Gott behüte!”

Emry med sine 2 rejsefæller – Harald med solbriller og pibe og Christian med stok.

Jeg var helt imponeret og tænkte: Han har vist fået lært en farlig masse tysk. Det viste sig, at det var de to eneste gloser, han kendte. Men svoger Christian havde heldigvis ikke glemt sit tysk helt fra sin præliminæreksamen og fra sine år i postvæsenets tjeneste, og jeg havde ligeledes dels læst en masse sider samt øvet mig i samtaler med Mela, bagerens wienerpige. Inden længe var vi i Warnemünde, slap let gennem tolden, da det eneste, der interesserede tolderne, var summen af vor danske valuta. Hvorfor, aner jeg ikke. Vi fandt så berlinerekspressen og anbragte os i en kupe med træbænke. Alt bar spor af krigen. Lokomotiverne var ræverøde af rust, personvognene trængte i højeste grad til maling. Remmene, man hejsede vinduer op og ned med, var skåret af og stjålet, sandsynligvis anvendt til skosåler, toiletterne så også forfærdelige ud af gammelt snavs. Det eneste komfortable sted var spisevognen, som vi da også hurtigt fandt hen til. Vi fik en dejlig middag med hver en halvliters flaske rhinskvin. Vi gav os god tid, sparede ikke på drikkepenge, så tjenerne var mere end elskværdige.

I det meste af tiden, vor rejse varede, befandt vi os bag det, der nu kaldes “jerntæppet”  (”Jerntæppet” forsvandt med Berlinmurens fald i 1989). Mens vi kørte gennem Meklenburg, følte vi os som på Falster. Der var store herregårde, forpagtergårde og frugtbar jord. Vi tænkte på “Landmandsliv” af Fritz Reuter og fandt, at hele landskabet svarede til hans beskrivelse.

Mænd og kvinder kom vandrende hjem fra høstarbejde, bevæbnede med mejetøj og river, som vi kendte det i vor barndom. Der var mindst tyve i hver flok. Inden længe var vi på den Lüneburgske hede, og nu var det sandjord og nåletræsplantager det meste af vejen. Det var mørkt, da vi nåede den nordlige banegård af Berlin. Her blev vi modtaget hjerteligt af Lotchen og hendes mor, som skaffede os en taxa, vi nær aldrig var kommet ind i, fordi vi blev omringet af unge arbejdsløse, der tiggede “en krune”. De vidste nok, hvad den var værd. Vi kunne ikke modstå dem, og de fik en krone til deling, hvorefter vi snart befandt os i hjemmet hos Heilmanns. Da de jo hørte til den øverste middelklasse, boede de smukt og komfortabelt, og vi fik hver en dejlig seng, som vi snart puttede os i for at samle kræfter til morgendagen.

Emrys kendskab til Heilmans har Emry beskevet på følgende måde i sine erindringer: Begivenheden den 20. juni 1920, da kongen på den hvide hest red ind i det genvundne land, rørte vist de mest forstokkede. – Selvfølgelig deltog vi i byens fest her. Så vidt erindres, fandt den mere højtidelige del sted foran rådhuset, og det var højskoleforstander Fr. Nørgaard, der holdt festtalen. Men selvfølgelig talte også borgmester og amtmand. Skolebørnene fik hver et smukt mindehæfte. Det var midt i perioden med wienerbørnenes ophold i Danmark. Men gennem “Folkeskolen” havde jeg allerede abonneret på en berlinsk overlærerdatter, da det oplystes, at også berlinerbørnene var ved at sulte ihjel. Det var vist en lidt rigelig belastning for Asta, der nu som nygift pludselig skulle være mor for to børn, men det havde jeg nu ikke overvejet alt for grundigt, da jeg skrev efter barnet. Jeg havde nu den bagtanke, at jeg dels ved at tale med hende samt lejlighedsvis med bagermester Petersen’s to wienerpiger måske kunne få lidt øvelse i at tale tysk, hvilket var hårdt tiltrængt, da Harald, onkel Christian og jeg ad åre havde tænkt på at foretage en rejse sammen til Tyskland, når forholdene tillod det. Alt for megen øvelse i sproget fik jeg nu ikke, for i løbet af nogle uger slog disse børn over i det danske, og efter et par måneder talte de perfekt dansk.

Vor ankomst var selvfølgelig anmeldt pr brev af mig. Jeg skrev i dette, at vi betalte for vort ophold og for alle udflugter med fortæring også for familien Heilmann. Ligeledes bad jeg dem at tale til os som man taler til 4 års børn samt meget langsomt. Hvad de også gjorde. Jeg har aldrig haft så let ved at tale med tyskere siden.

De to første dage var hr Heilmann ikke hjemme, så det blev fruen, der var vor rejsefører. Vi fik derfor set en masse af det Berlin, som nu ligger i ruiner, og som dengang rummede de største turistattraktioner. Hver dag tog vi med høj – og undergrundsbanen ind til centrum. Fru Heilmann kendte de små hyggelige restauranter, hvor vi indtog frokosten og senere middagen. Hun korsede sig, når vi bestilte mad og drikkevarer, og holdt i begyndelsen på, at vi skulle spare. Da hun opdagede, at det ikke var af den grund vi var i Berlin, opgav hun det dog.

Nogle af seværdighederne fremgår af dette postkort fra 1920-erne, som jeg fandt på nettet.

 Det er lidt vanskeligt, nu så længe efter at holde rede på, hvad og i hvilken orden vi tog seværdighederne. Vi var inde i Domkirken, hvor de kejserlige marmor sarkofager stod. Endvidere gik vi gennem salene i det kejserlige slot og husker især den pragtfulde tronsal.

Vi bad jeg Lotchen skrive på en seddel, hvad hun ønskede sig, inden vi gik ind i det store jødiske varehus Wertheim. Til sin mors forfærdelse skrev Lotchen: 1 rote jacket, 1 paar chlieshue, 1 stricket mütze. For en tysk familie var disse ting i de dage noget, der betød en svimlende kapital. Vi lovede hende, at hun skulle få det hele. Det blev slet ikke så let. Den røde trøje fik vi dog forholdsvis hurtigt, selvom man kun havde den samme af det rigtige nummer. Skøjterne var jo ikke nogen vare, der lå fremme i den sæson, men i sportsafdelingen lykkedes det dem dog at få hekset et par nydelige, solide skøjter frem fra et fjerntliggende lager. En rød hue derimod fandtes ikke i hele varehuset, men fru Heilmann vidste råd for det og fandt en garnforretning, hvor det nødvendige kvantum garn erhvervedes, så kunne hun selv strikke huen. Lotchen følte sig efter disse indkøb som en dollarprinsesse, og hendes mor var også meget lykkelig.

Emry og hans 2 følgesvende havde sikkert handlet enten i Wertheim på Alexanderplatz eller i Wertheim på Leipzier Platz (billeder fra Bogen “Berlin then and now”, 2005, Nick Gay, som vi købte på vores tur til Berlin i 2008).

Den næste dag lejede vi en hestedroske og kørte en lang tur for at se de berømteste gader. Vi kørte gennem ”Unter den Linden”, gennem Brandenburger Tor. Vi så operaen, Det kgl. bibliotek, Universitetet, Tøjhuset, de store hoteller, rytterstatuen af Fr. II. Ligeledes så vi den berømte Sieges-säule og et mægtigt Bismarck monument, kørte gennem parken Siegesalle, af Kejser Wilhelm II smykket med 32 marmor grupper af hans forfædre. Vi kørte gennem Wilhelmsstrasse, hvor vi så den (på bestilling af Hitler?) senere nedbrændte rigsdagsbygning. Fru Heilmann gjorde os opmærksom på en hel del mærker af kugler fra maskingeværer i muren. Sammenlignet med de ruindynger, det nuværende Tyskland kan fremvise, var det jo ikke imponerende.

This slideshow requires JavaScript.

Billederne fra Berlins seværdigheder som Emry, Harald og Christian passerede forbi er alle fra 1920-erne undtaget et stykke mur, hvor Maria kigger på det eneste stykke mur der er tilbage fra kejserslottet. Mange af billederne er fra bogen “Berlin før og nu”, resten er “støvet op” på nettet.

Vil man fornemme lidt af stemningen af det som kaldes “De brølende 20-ere” klik på dette youtube link.

Selvom vi kørte så meget som muligt, var dagene så strenge, at vi ikke dyrkede aftenlivet. Fru Heilmann mente vist også, at vi kunne klare os med det, vi nød om dagen. Da vi ytrede lyst til at gå lidt hen i en bierstube, lod hun i stedet for hente tre mægtige krus hellesbier, som kunne drikkes i hjemmet. Den tredie dag kom hr Heilmann hjem, en høj, slank lærertype, man gennemskuede gennem hans civile antræk den forhenværende officer. Han havde gjort hele krigen med som artilleriløjtnant (til hest). Han viste os med stolthed sit kjolesæt, hvor jernkorset ikke manglede. Iøvrigt var han en elskværdig og fornøjelig ledsager de to sidste dage.

Den næste dag var vi i Tøjhuset, hvor intet af våben, rustninger og uniformer manglede. Det var som at gennemgå krigshistorien fra Carl den Stores tid til dato. Med stolthed pegede han på de store motordrevne kanoner. Dem fik vi dog set i meget større udvalg 1940 og årene fremefter. Jeg havde sat mig i hovedet, at Istedløven var anbragt i denne bygning, men intet opsyn anede dens eksistens. (Det viste sig, at den stod i kasernegården i Spandau). I stedet for så vi salen med samlinger fra 1864. Et stort bord bar en afstøbning i papmache af Dybbølsstillingen. Hr. Heilmann var så fintfølende, at han ikke gik med os hen ved dette bord, men jeg hørte, han forklarede fruen: “Danmark var kun et lille folk og havde “sehr sehlecht schütz.”

Istedløven i København 2009 set skråt forfra – nu desværre flyttet til Flensborg

 Istedløven (på tysk kaldet Flensburger Löwe) er en skulptur forestillende en siddende løve. Den er skabt af den danske billedhugger H.W. Bissen i 1859-60 til minde om Slaget på Isted Hede i 1850. Den blev opstillet på kirkegården i Flensborg 1862, men blev efter nederlaget i 1864 som krigsbytte ført til Berlin, hvor den opstilledes ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde. Efter et initiativ af Henrik V. Ringsted, korrespondent for Politiken, blev statuen i 1945 tilbagegivet til Danmark af det amerikanske militær, der transporterede statuen til København, hvor den blev overgivet til Christian 10. Statuen var i nogle år placeret uden for Tøjhusmuseets gård. Men nu flytted til Flensborg. (Den stod nu bedre uden for Tøjhuset HJ).

Næste dag kørte vi til Potsdam. Det store kejserslot så vi kun på afstand, hvorimod vi besøgte Sans-souci med park og den berømte mølle meget grundigt (se link). Jeg erindrer især salen, hvor Fr. II havde musiceret med sit orkester. Hans fløjte og nodestol med noder stod endnu opstillet som i hans tid. Arkitektonisk set overgik dette lille lystslot alle de pralende slotte i barokstil, vi blev præsenteret for.

Emry skriver de så salen, hvor Frederik II havde muciseret med sit orkester, men her et et maleri af Adolph Menzel, der viser Frederik spille fløjte.

På henrejsen havde fru Heilmann med stolthed fremtaget en madpakke bestående af nogle grove boller, flækkede og med leverpostej som pålæg. Da vi intet havde at drikke til, havde vi forvænte danskere svært ved at få det ned, men måtte lade, som vi var meget henrykte. Efter besøget på slottet var vi inde i et gravkapel, hvor prøjsiske kongers og dronningers sarkofager stod opstillede. Og så var vi ellers klare til middagen. Der manglede vi ikke drikkevarerne. Bagefter travede vi rundt i parken ved et gammelt ridderslot med vindebro og det hele, sejlede derpå med en floddamper på Havel, der her videde sig ud til en temmelig stor sø. Masser af berlinere var på søndagsudflugt. Der blev sunget og spillet i lange baner. Damperen drejede ind i Spree, og vi lagde omsider til ved en kaj. i nærheden af høj – og undergrundsbanen, som vi tog med hjem.

Emry nåede, at skrive et postkort med oplevelserne i Berlin, men han har også til fulde udnyttet pladsen på bade bag- og forside.

Næste dag nåede vi at handle lidt i et jødekvarter. Jeg købte en lædermappe, som jeg stadig bruger. Harald erhvervede sig et fotografiapparat, som han i mange år benyttede (se hans billeder på dette link), svoger Christian fik sig et par udmærkede brune sko, helt ny, af bedste kvalitet. For øvrigt købte han i Wertheim adskilligt andet, som jeg ikke mere erindrer.

Efter en frokost i et Gästhof, kørte vi til Heilmann’s hjem og betalte – jeg tror nok efter deres forhold flot, i danske penge. En kone, fruen i de dage havde som medhjælp, var ved at omfavne os, da hun fik at vide, hvilken værdi jeg tror, det drejede sig om en femkrone – seddel – havde omsat i tyske penge. Hr. og fru Heilmann og Lotchen fulgte os til Anhalter Bahnhof, hvor vi fandt schnelltoget til Dresden. De var alle tre meget rørte ved afskeden, og det var sikkert også de mest fornøjelige dage, de havde haft siden l. august 1914.

De har sikkert foretaget deres indkøb i Hackecher Markt. – Anhalter Jernbane station, hvorfra de entrede toget til Dresden.

---

Snart var vi udenfor de sydlige forstæder og kunne igen nyde synet af det gule sand, indtil vi kom ind i kuperet terræn og så de første bjerge. De blev snart højere, og det hændte, vi smuttede gennem en kort tunnel. Vi havde en del af det sidste stykke Elben på vor venstre side.

Omsider nåede vi Dresden og kom pr. færge over floden, hyrede en taxa og bad chaufføren standse ved et eller andet turisthotel. De første to gange var alt optaget. Det tredie sted kunne piccoloen tale dansk og fortalte, at de havde heller ingen værelser. Men nu skulle han ringe, til han fandt et hotel med de fornødne sengepladser. Inden længe kom han ud og gav os en adresse. Henrykt over de gode drikkepenge ønskede han os ved afskeden god rejse, og inden længe fandt vor chauffør hotellet, hvor vi blev behandlede som grever.

Dresden hovedbanegård. – Mon de ikke også har set den senere så kendte Frauen kirche.

I onkel Christian’s værelse fandtes en dør, hvis nytte vi ikke kunne indse, men onkel Christian prøvede, om den var låst, hvad den ikke var, og ide han åbnede den, brølede en tysker: ”Was wünschen Sie?” Christian fik den lukket i en fart.

Vi skulle så efter middagen på en jernbanerestaurant have lidt ud af aftenen. Først dumpede vi ind i den nærmeste biograf og så en spændende film, der handlede om Frederik II som kronprins og hans ven, løjtnant von Katt, der blev dømt til døden og henrettet, fordi han hjalp kronprinsen med at flygte fra sin strenge far, kong Wilhelm af Prøjsen.

Da vi havde set denne film, syntes vi, at vi burde have lidt mere ud af aftenen. Vi hyrede en taxa og bad om at blive kørt til en eller anden variete. Denne glose kendtes ikke i Dresden. For at gøre chaufføren det begribeligt, sa´ jeg: Eine stätte mit wein, Weib und Gesang. – Ja Wohl, svarede han, also eine Bordell? – Nein, eine stäte mit Musik, Dans, auftreten von Sängerinnen und so weiter. – Ja wohl! og så kørte han os til et sted med en stor sal, hvor publikum sad ved småborde til alle fire sider, og hvor de optrædende havde en firkant i midten af salen. Det var hovedsagelig dansepar og mandfolk, der steppede. Vi delte en flaske vin og fandt så ellers, da den var drukket, at det hele var temmelig kedeligt, hvorfor vi tog en taxa til vort hotel.

Vi fik hver et stort glas Hellesbier og en lang snak med en meget livlig Kellnerinn på ca. 40. Der var næsten ingen andre i lokalet på det tidspunkt, så det var meget fornøjeligt, da hun havde god tid at sludre med os. Søndag formiddag var vi i det store galleri og så alle de berømte malerier af hollændere og italienere, selvfølgelig også det berømte madonnabillede af Rafael.

.Udover billedet af Modonna, som Emry omtaler, mon ikke de har set de 2 Vermeer billeder, som vi da vi i 2008 besøgte Dresden naturligvis opsøgte.

Gadelivet var ikke kedeligt. En masse selskaber af landboer fra nær og fjern, ført af katolske præster, strømmede ind og ud af kirkerne og gav gadelivet en særlig kolorit. Næste dag var vi pr. taxa i en af bankerne og fik vekslet penge. Da vi kom udenfor og var ved at stige ind i bilen, der forøvrigt var trehjulet, hørte vi en stemme, der sagde: Goddag, hr Nielsen. Det var datteren af den daværende danske indenrigsminister, dr. Kragh. Hun studerede sang i Dresden. Onkel Christian passede til daglig hendes fars villa i Nykøbing og tog sig af ministerens agentur for Statsanstaltens livsforsikring, et ben, han snart efter selv fik overtaget. Det var helt fornøjeligt at træffe en dansk dame så langt mod syd. Men vi skulle videre og tog afsked.

Det hændte så, at vor chauffør i et gadekryds kørte mod stængerne på en hestedroske. Stangen knækkede, standsning, opløb, en ridende betjent kom til og optog rapport, og imens skældte de to vognstyrere hinanden bælgen fuld på et saksertysk, vi ikke forstod et muk af.

---

Vi nåede meget godt vort tog, og nu gik det igen syd på til Bad Schandau. Forinden havde vi været inde i Bennets rejsebureau for at forsøge på hjemrejsen at få en sovevogn Berlin-Hamborg. Vi skulle høre ind, når vi kom tilbage. Det viste sig senere, at alt var optaget. Men vi kørte så gennem Saksisk Schweitz til Schandau, en lille by ved Elben.

Den lignede meget Assmanhausen ved Rhinen. Fra det første hotel, vi dumpede ind i, ringede piccoloen rundt til de øvrige i byen, indtil han fandt de fornødne værelser til os. Her var adskillige danske ægtepar. Tjenerne forstod helt godt dansk, så det gik meget let med sproget.

Næste dag gennemførte vi så vor plan om at bestige bjerget Kuhstall. En bjergbane førte os et godt stykke opad – til hotel Wasserfall. Da det skortede på vandrigelighed, benyttede man sig af det trick, hver gang toget kom hertil, at åbne for slusen, hvorefter vandet brusede ned med en mægtig larm, men ach, kun nogle få minutter. Så stemmede man op for vandet, til det næste hold kom.

This slideshow requires JavaScript.

Emry og co har af gode grunde ikke selv taget billeder, da Harald lige havde købt et kamera i Berlin. Jeg derfor fundet disse på nettet. Det tyder på en meget interessant bjergbestigning.

Vi begyndte nu en møjsommelig vandring gennem nåletræsskove ad dårlige veje. Seks gamle koner optrådte som vejmænd. Det skulle vi blot byde vore 60-70 årige kvinder. Men de sled tappert med skovle og hakker.

Da vi omtrent var nået op til toppen af bjerget, blev vi anholdt af en fotograf, som tog et gruppebillede af os med en klippevæg som baggrund. Billederne var færdige, da vi kom tilbage. Oppe på den øverste platform havde vi en storartet udsigt over landskabet. I horisonten kunne vi skimte Erzgebirge, der som bekendt danner grænsen mellem Bøhmen og Tyskland. Men det gøs i os, når vi stirrede lige ned. Bjergene Saksisk Svejts er af sandsten. De hæver sig jævnt op fra øst, men mod vest danner de skrænter, der falder lodret ned i flere 100 meters dybde. For at forhindre ulykker havde man på udsigtspunkterne anbragt stærke jernrækværker. Vi hørte her alverdens tungemål, dog mest tysk: Reizend! Wunderschönt! o.s.v.

Svoger Christian tog sig på det herliggende hotel en let middag, medens vi nøjedes med bier. Hvorefter jeg faldt i snak med et selskab af unge lærere og lærerinder fra Hamborg. De havde gjort rejsen som Wandervogeln, men var meget elskværdige og lette at tale med.

Nedgangen var betydelig lettere end opstigningen. Vi fik vore billeder, der var smukt udførte, og inden længe var vi igen ved Das Wasserfall og tog med bjergbane ned til Shandau. Det var en ægte, tysk, gammeldags by med stejle labyrintiske gader, med morsomme indskrifter over gadedørene, med masser af modne ferskener, abrikoser og kirsebær, som vi lod os smage. Middagen tog vi på hotellet og gav os god tid, da vi ikke havde noget at bruge aftenen til.

Vi gik dog en lang tur, men selvom dagen havde været meget varm, følte vi, at aftenluften var temmelig sval, hvorfor vi skyndte os hjem. Der var ikke som i Rhinbyerne sang, musik eller aftenunderholdning. Jeg foreslog en l’hombre, men mine to rejsefæller foretrak mærkelig nok sengen, og vi sov forøvrigt også snart godt efter bjergturen.

Fra Dresden fik Emry skrevet dette tætskrevne kort til Asta hjemme i Holbæk.

Næste formiddag tog vi med færgen over floden, og nu gik det med toget foreløbig til Dresden. hvor vi på Bennets rejsebureau fik at vide, at alle sovepladser Berlin-Hamborg var besat. Vi tog så et hurtigtog til Berlin og trøstede os med, at vi vel også kunne sove i en 2. kl. kupe. Vi bemærkede på turen langs Elben, at der fra flodbredden og til de nærmeste huse var et meget bredt ubebygget bælte, forøvrigt også uden træer, og gættede os til, at det måtte skyldes våroversvømmelserne. På den store hovedbanegård i Dresden hændte det mig, at jeg på tysk spurgte, om der var flere pladser i den vogn, vi stod nærmest. Så svarede en af passagererne på godt fynsk: De skal bare gå hen foran i toget. Der er pladser nok.

Vi fulgte hans råd, og det viste sig, at være godt. – Så nåede vi Berlin først på aftenen. Det var Christian’s agt at overnatte i Berlin og rejse hjem næste morgen, hvorfor vi tog et fornøjeligt afskedsmåltid sammen på stationens restaurant. Derefter tog vi afsked med ham, da han havde fået hyret en taxa til sit hotel. Vi fik fat i en hestedroske og angav Ehrfurter Bahnhof, tror jeg nok, som vort mål.

Det var nærmest en uhyggelig tur, for det første syntes den aldrig at få ende, for det andet var det den aften meget mørkt, og ikke en lygte var tændt, men vi nåede da banegården i god tid og løste 2. kl. s billetter, men det var der mange andre, der også gjorde. Vi styrtede ind i en vogn, men kunne ikke få to pladser ved siden af hinanden, og Harald kunne ikke få betænkt sig. Et øjeblik efter var de to pladser “besetz”, så måtte vi forsøge i en anden vogn, men forgæves. Vi henvendte os til konduktøren. Først gjorde jeg vrøvl på tysk. Han trak blot på skuldrene. Men så skældte jeg rigtig ud på dansk. Det hjalp. Han fandt en III. kl. ‘s kupe til os – en hundekupe! Der var dog ingen hunde, men på sædet overfor os nogle jødiske handelsrejsende.

Det var just ikke, hvad vi havde tænkt os eller betalt for, men disse jøder var iøvrigt rørende elskværdige mod os to Dähnen. De rykkede sig sammen, så vi skiftevis kunne lægge os at sove på sædet vis a vis dem, hvad vi også skiftevis forsøgte på. Vi tog hver 1½ time ad gangen. Turen varede fra 12-7.

Da vi passerede Bismarks gods, gjorde de os opmærksomme på, at vi passerede et for tyskere helligt område, og så måtte vi jo rejse os og beskue herlighederne. Midt på natten holdt vi forøvrigt ved Wittenberg og var ved at fare op af vor slummer for at se på denne by, men blev dog enige om, at det ikke kunne være Luthers Wittenberg, der som bekendt ligger i Sachsen. Da vi kom til den store banegård, gad vi ikke stå ud sammen med de øvrige, men nød at ligge på hver et sæde under det temmelig lange ophold her, og så tog vi med til Altonabanegården.

Vi var skrupsultne og tog os en frokostret med Sauerkraut, bier og kaffe. Det kvikkede os svært op, men vi fandt det alligevel formålstjenligt at få en to-tre timers søvn, hvorfor vi kørte til det nærmeste hotel, fik et værelse med to senge. Kl. 11 følte vi, at vi var svært kvikkede op og tog så ud at se på byen. Det var i havnens storhedstid trods første verdenskrig. Vi gik ombord i en turistdamper, der sejlede næsten helt ud til Nordsøen og tilbage igen. Selvfølgelig stod en fremmedfører og skrålede en hel masse op om, hvad vi passerede. De tyske turister lyttede andægtigt som menigheden i en kirke. Vi foretrak at se med vore egne øjne. Der var skibe af alle nationaliteter med besætninger af alle hudfarver, men havne ligner vist hinanden alle steder. Vi var helt glade ved at gå i land igen og prøve høj – og undergrundsbanen. Forinden kiggede vi et sted ned i en uendelig dyb brønd, må vi vel nærmest sige. Det nederste var bunden af undergrundsbanen på et sted, hvor den gik under Elben.

For øvrigt var vi den dag lidt søvnige og rejsetrætte, så vi fik ikke set større, men benyttede en del af eftermiddagen til at købe gaver til hustruer og børn, og vi udplyndrede ikke landet, men holdt os til forholdsvis billige ting. Det eneste værdifulde, jeg købte, var en guldring med en sten i, men den var heller ikke billigere end i Danmark. Den var selvfølgelig til Asta som belønning for afsavn af denne dejlige tur. Til børnene var det spielzeug. Til mig selv erhvervede jeg bl.a. en hårbørste, der endnu kan bruges over 30 år efter. Det øvrige husker jeg ikke.

Vi sov dejligt næste nat. Om formiddagen næste dag anbragte vi os i en II. klasses kupe i toget, der gik fra Der Hauptbahnhof til Warnemünde. Vi var ikke længe om at finde spisevognen. For sidste gang lod vi os den tyske mad og Rheinwein smage. Tolden slap vi let igennem. Tyskerne havde ellers strengt pålæg om at se efter, om vi havde tyske varer med, men da vi erklærede, at vi kun havde legetøj og en flaske rhinskvin med og lidt cigarer, som vi stak dem et par stykker af, gav de afkald på at rode i vore kufferter. Rejsen kostede mig for 10 dage 90 kr fra Gedser og tilbage til Gedser.

Efterskrift: Emry, Harald og Christian var i Tyskland i slutningen af juli og begyndelsen af august 1922.  Senere på året og i 1923 var det den såkaldte hyperinflation fandt sted. Jeg har fundet denne grafiske fremstilling.

Denne 5000 mark seddel har Emry haft og Torben har arvet den, men da den er udgivet 22, November 1922 kan det ikke være en seddel Emry har fået vekslet på denne Tysklandstur. Den viser alligevel, hvor hurtigt inflationen har gået i slutningen af 1922.