Mit barndomshjem var i Nyrup ca. midt i Himmerland. Beretningen her omhandler fortrinsvis tiden som jeg kan huske den fra 1950 – 60-erne. Adressen var dengang ”Nyrup per Østrup” og alle breve kom naturlig frem for posten kendte jo alle på sin rute. Senere skulle alle jo have et husnummer og bo ved en vej. Vores vej hed vel ikke andet end ”landevejen”, ja den kom så til at hedde noget så fornemt som ”Herredsvej” og ejendommen fik nummer 35.

Det første afsnit her inderholder introduktion om egnen, naboerne og beboerne, samt vinter arbejde. Senere afsnit vil omhandle forår, sommer, høst og efterår.

Vores mark var gennemskåret af jernbanen fra Hobro til Løgstør. Der var 3 km til Østrup stationsby og 5 km til den lidt større by Års, hvor vi sjældent kom – der var jo langt på cykel og bakken ved Danmarkshuset før vi nåede Års husker jeg som meget stejl. Banen er for længst nedlagt og omdannet til Himmerlandsstien. På et udsnit af en brochure om Himmerlandsstien ses barndomshjemmet, hvor landevejen fra Gislum til Morum krydser jernbanen (med rødt).

Når der havde været markedsdag i Års blev alle de solgte kreaturer transporteret med godstoget (også kaldet slæberen) til slagtning. Det kunne have været et damplokomotiv som på billedet. Jeg husker tydeligt hvordan toget hostede og udspyede tyk røg for at komme op af stigningen nede fra Keldgården. På det andet billede betragter Henrik en reduceret udgave af et godstog medens der stadig dagligt afgik et tog i hver retning.

På et udsnit af et luftfoto fra Geodætisk Institut (16. maj 1966) er vores naboer fra 1950 – 60-erne markeret.

På luftfotoet af vores ejendom står jeg interesseret og kigger efter flyet. Til orientering er retningen mod vest og Martin & Hedvigs ejendom bagved og Maren & Krestens ejendom længere tilbage. Det skal også bemærkes at møddingspladsen er i fin orden – møddingen er nydelig ”bænket op”, som man siger der på egnen. På daværende tidspunkt blev der drevet traditionelt landbrug på alle gårde/husmandssteder. Overgangen fra heste til traktor var så småt ved at finde sted, men Far holdt nu fast på ”hestekræfterne”, som jeg har beskrevet i ”Far og hans heste”.

Beskrivelse af ejendommen Nyrup per Østrup i “Vort Sogns Historie i 100 år”, Historisk Forlag, 1952.

De omtalte 4 børn der her sidder på rad og række.

Med egnen, naboerne, gården eller rettere husmandstedet og dets bebeboere præsenteret vil jeg gå over til at berette om årets gang. Her vil jeg som skattevæsenet anvende kalenderåret.

Vinter -> Forår

Tærskning Efter travlheden til Juleforberedelserne – begyndte hverdagene igen efter Nytår. Nå, ja – der skete jo ikke meget før efter Hellig Tre Konger, hvor skolens Juleferie sluttede. Nu var det tid til, at kornet skulle tærskes og det skete ude i laden, hvor vores tærskeværk af fabrikatet ”Skals” var placeret.

Jeg har desværre ikke noget billede af vores eget tærskeværk fra Nyrup, så jeg har lånt et fra ”Den Blå Avis”. Vores tærskeværk var i bedre stand end dette fra “Den Blå Avis” fordi Far altid passede meget omhyggeligt på tingene. Der blev smurt, pudset og plejet. Under  tærskemaskinen lå de frasorterede ukrudsfrø. Efter tærskningen dækkede Far altid til med salpetersække, for at misserne ikke skulle fristes til at bruge området som toilet.

Derhjemme kunne tærskning godt være en lidt omstændig affære. Først skulle negene jo ”rages” ned oppe fra bjælkerne hvor de var blevet ”gulvet” d.v.s. placeres meget præcis så det hele fyldte mindst mulig, omtalt i blogposten ”Hjælpe til hjemme”.

Dernæst blev negene lagt så de vendte med kærnerne hen mod den der skulle ”lægge i” tærskemaskinen og det var jo altid Fars job, for det skulle jo ske med følelse – ikke for meget for så fik tærskemaskinen forstoppelse og det lød ikke godt. Men først skulle selvbindersnoren skæres over – lige ved siden af knuden. Snoren eller – strikken – som den normalt blev omtalt blev samlet i et bundt, der blev hængt op ved en bjælke. Så kunne man en kold vinterdag sidde i den gode varme inde hos køerne og knytte strikkene sammen og derefter vinde dem sammen til et stort garnnøgle. Jeg har omtalt, hvordan sådan noget snor mange år senere kunne blive til en flot æresport.

Tærske korn var nu ikke en beskæftigelse, der var speciel populær blandt os børn. Ja, Mor måtte også til tider ud og hjælpe. Far havde ikke noget imod, at det støvede fælt. Da jeg ikke kunne tåle alt det støv (det viste jeg bare ikke dengang) lukkede jeg gerne vinduer og porte op, men det syntes Far ikke om for han syntes det ”trak”. Jeg har senere under mit arbejde, som forsker været ude for massiv støvpåvirkning – og det endte med at jeg måtte melde mig syg – beskrevet i ”Allergi og sundhedsmæssig kvalitet af korn”.

Altså det med, at blive udsat for støv skal man ikke tage let på.

Maling af korn til grisene og køerne før Far fik indlagt elektricitet og anskaffet en kværn foregik ved, at Far kørte til Møllen i Nyrup og fik malet et par sække korn.  Min storesøster Gerda kan huske hun har været med. Jeg er alt for ung til at huske noget om denne aktivitet.

Der har lige været en notits i Års Avis om Nyrup Mølle der desværre efterhåndet helt forfaldt og derfor blev revet ned. Jeg husker tydeligt, hvordan møllen efterhånden mistede vingerne og blev mere og mere medtaget. Far har i en notesbog for 1939 ført regnskab med udgiften til maling af korn. Efter regnskabet har han fået malet korn ca. hver fjortende dag.

Skære hakkelse til hestene var også vinterbeskæftigelse der blev udført med jævne mellemrum. Vores 2 norbakker kunne jo godt konsumere en del, selv om de om vinteren ikke foretog sig særlig meget. Arbejdet med at skære hakkelse bestod i at skovle hakkelsen fra, så det ikke stoppede til. Det var jo Far der “fodrede” hakkels-maskinen. Bagefter skulle hakkelsen puttes i store sække, så den kunne bæres over til hestene, der i starten havde plads i kostalden, men senere da vi fik bygget et maskinhus boede de der. En nærmere beskrivelse af hakkels-maskinen og en skitse af, hvordan der kunne anvendes børn som ”trækkraft” kan findes i denne blog-post ”Far og hans heste”.

Birtha står her ved det gamle tørvehus med stråtag. – Det nye udvidede tørvehus der nu er hestestald og maskinhus.

Snekastning  Tidligere syntes man altid der kom masser af sne og vejene blev lukkede. Med en sneplov for en ældre lastbil skulle der vel heller ikke så meget sne til før sneploven gik fast. Sne-fogeden skulle derfor ud og udskrive folk til at ”kaste sne”. I Nyrup var det Ejner Grøn der havde dette tillidshverv. Jeg husker, at jeg sammen med Far var ude og kaste sne, hvilket var meget interessant for alle naboerne var jo mødt og så gik snakken – og sikke mange ”skrøner” der blev fortalt.

Forståeligt at denne sneplov ikke kunne klare de store snemasser og at der var behov for lidt ”håndkraft”. Far er her sammen med hundene Vips og Lasse ved at skovle ”kaste” sig vej op til landevejen, så både Posten og Mælkekusken kan komme frem.

Livet som landmand er efterhånden blevet meget afhængig af stabil strømforsyning. Dette kom tydeligt til udtryk i vinteren 1975-76. Stiftidende rapporterede her om kraftig snefald.

Videre i artiklen rapporteres om stømafbrydelse i hele landsdelen og man ved ikke hvor længe det kan vare.

 Det viste sig, at strømafbrydelse varede adskillige dage. Jeg var hjemme på juleferie og her er et billede, hvor vi sidder med masser af tøj på og alle julelys-stumper tændt, for at holde varmen. Billedet er godt belyst, men det skyldes nu min gode blitz og ikke julelysene! Vi havde oliefyr og det krævede jo strøm for at køre. Heldigvis havde Far og Mor flaskegas, så der kunne laves varm mad og når gasovnen blev tændt kunne der komme lidt varme i køkkenet.

Far havde på dette tidspunkt heldigvis ingen køer der skulle malkes. Værre var det for naboerne der havde kvæghold. Malkning med håndkraft var der jo ikke længere nogen der kunne håndtere og desuden med snesevis af køer var det også en umulig opgave. Der blev derfor hurtigt “opfundet” eller arrangeret så traktoren kunne lave vacuum til malkemaskinerne.

Selv om der var vinter og sne skulle der køres roer ind, så køerne kunne få deres daglige ration. Far har her spændt hestene for parat til at køre nogle læs roer ind. Det lyder nemt, men med hård frost var jorden roekulen var dækket med bundfrosset og den skulle derfor fjernes med hakke, før man kunne komme til roerne.