Allergi og Sundhedsmæssig kvalitet af korn

For nylig har Maria oplevet, at være udsat for dårlig luftkvalitet, hvilket resulterer i længere varende utilpashed. Jeg kom da til at tænke på et tilfælde i mit arbejde som griseforsker, hvor jeg var udsat for masser af støv og følgende blev meget dårlig, men eksperterne (lægerne) kunne ikke konstatere noget problem. Denne beretning kan bidrage til forståelsen af, at selv meget små mængder støv kan fremkalde allergilignede reaktioner.

Lad os gå lidt tilbage i tiden til 1970-80’erne da jeg arbejdede på det, der dengang hed ”Landøkonomisk Forsøgslaboratorium”. Det var jo en lang smøre, at sige i telefonen når nogen ringede, så folk spurgte gerne om det var en ”spiritusprøve”. Senere kom det til at hedde Statens Husdyrbrugsforsøg, hvilket nu ikke er stort bedre.

Et herligt ældre postkort med den oprindelige stavemåde. Fjord troner på sin piedestal.

Forsøgslaboratoriet, som vi omtalte det i daglig tale, var beliggende på Rolighedsvej på Frederiksberg lige over for Landbohøjskolen. N.J. Fjord som havde startet Forsøgslaboratoriet skuer stadig stolt over på Landbohøjskolen fra sin piedestal foran det tidligere Landøkonomisk Forsøgslaboratorium – nuværende Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Udover grisene over indgangen til vores kontorer var der nogle få ”levende” grise på Rolighedsvej. Men de forsøg med grise som jeg var beskæftiget med boede på Favrholm – en af Statens gårde oppe ved Hillerød. Min kollega Jose og jeg tog gerne en eller flere dage om ugen turen til Hillerød. Det var altid Jose, der skulle køre for som Jose sagde – du sidder altid og falder i søvn. Nå, ja, hvis jeg alligevel sad ved siden af og vi havde uddebatteret alle historier kunne jeg jo ligeså godt tage en lille lur 🙂 – Jose kørte nu også meget sikkert.

Favrholm ved Hillerød – stalden hvor vores grise boede er markeret med en pil.

Forsøget, som historien handler om, havde den lange lidt snørklede titel: ”Den sundhedsmæssige kvalitet af korn og fuldfoder til svin under varierende høst- og opbevaringsforhold”. Baggrunden var, at der gennem flere høstår havde været meget regnfuldt og kornet derfor vanskeligt at opbevare. Det kunne derfor være ”muggent” – altså fuld af svampe. Nu er der jo ingen landmænd der bryder sig om at kassere noget, så projektet gik ud på, at undersøge om man kunne fodre det mugne korn til grisene.

Jose og jeg kørte trøstigt afsted til ”Sjælland III” en forsøgsstation ved Roskilde, hvor kornet blev opbevaret. Her skulle vi udtage et passende parti (ca. 200 kg), som vi så efterfølgende skulle fodre grise med på Favrholm.

Som det skal være i alle forsøg var der flere behandlinger: 1. Normal tør byg (13 % vand) – 2. Middel lagres med 20 % vand – 3. Høstet med meget højt indhold af vand. Vi var jo meget samvittighedsfulde og at udtage en repræsentativt mængde er jo alfa og omega i et ethvert forsøg. Vi kastede (skovlede frem og tilbage) derfor hele kornbunken 2 gange inden vi udtog vores 200 kg. Specielt kornpartiet med det høje vandindhold støvede meget ved den behandling så vi måtte holde lange pauser. Måske var støvmaskerne ikke opfundet – i hvert tilfælde havde vi ikke nogen, så vi nøjedes med at være ude og tage noget frisk luft en gang i mellem.

Næste dag følte jeg mig meget dårlig – men ingen rigtige symptomer. Jeg ringede alligevel ind på kontoret for at melde mig syg, men eftersom jeg aldrig tidligere havde været syg skabte det stor bekymring. Det bidrog yderlig til deres bekymring, at Rask en anden kollega meget dramatisk kunne fortælle en historie om, hvordan han havde været nede i en silo med halvmuggent korn og efterfølgende var blevet meget syg, men lægerne kunne ikke finde ud af om han fejlede noget. Lidt senere ringer Jose, at jeg skal gå til Skadestuen på Frederiksberg Hospital. Det mente jeg nu ikke skulle være nødvendigt, men hvis ikke jeg gik, ville de (Jose og Just) komme og køre mig. Ja, så måtte jeg jo ”vade” af sted.

Frederiksberg Hospital (Foto Niels Elgaard Larsen).

Jeg fortalte min historie på Frederiksberg Skadestue og blev lagt i en seng. Læger og sygeplejersker kom og lyttede og kiggede, men der var jo ikke nogen kendte symptomer og jeg var jo heller ikke så dårlig at jeg ikke kunne gå. Efter et stykke tid kunne jeg bare ”vade” hjem til Nyelandsvej 3.

Jeg har noteret i forsøgsprotokollen, at jeg måtte holde sengen både onsdag, torsdag og fredag – så helt frisk har jeg nok ikke været! Søndag syntes jeg, at nu måtte det være slut. Jeg cyklede derfor til Orø for her havde nogle venner været på weekend og nogle af dem heriblandt Evan skulle cykle hjem. Det var godt nok en mere sej tur end jeg havde antaget, men det var sikkert godt at komme ud i luften.

Konklusion: Man skal ikke tage let på at udsætte sig frivilligt for dårlig luftkvalitet uanset om det er meget eller få støvpartikler i luften. (se mere på Arbejdsmiljø i svinestalde – Landbrugsinfo). 

Efterfølgende blev foderet vejer ud til grisene, der åd foderet (nærmest slugte det) med velbehag. En del af forsøget gik ud på at bestemme kornets fordøjelse og udnyttelse. Til det formål blev alt input og output fra grisene målt og vejet meget nøjagtigt. Som det fremgår af billedillustrationen bliver inputtet – den daglige foderration udvejet i papirsposer. Outputtet er opsamlet meget omhyggeligt og kommer her af Ole gennem en (kød)hakkemaskine. Derefter bliver grise-hømmeren blandet på en røremaskine og en repræsentativ prøve udtaget af Jose, – hvorfor han har lyserøde hansker på ved jeg ikke, – han rører jo ikke ved grise-hømmeren – måske var det bare smart.

Efter analyse af såvel input som output – fodrede vi den store talknuser på NEUCC (nærmere omtale kommer i en senere blog) med tallene, som vi havde indtastet på hulkort – husk tiden er 1979.

Eksempel på hulkort fra NEUCC, DTU.

En lille smagsprøve på hvad talknuseren kan ”spytte” ud af resultater.

Det store og lange var, at fordøjeligheden af de 3 partier byg var ens, men udnyttelsen af proteinet blev meget nedsat når kornet blev opbevaret dårligt. For slet ikke at tale om den sekundære påvirkning af luftvejene på både mennesker og dyr.