Allierede flyvere – nedstyrtninger og beretninger fra familien

Under 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark fra 1940 – 1945 blev der nedskudt et stort antal fly mest engelske men også amerikanske fly af det tyske antiluftskyts og jagerfly. De mange fly styrtede ned over Danmark både på land og i vand. Flyvragene er alle fjernet, men visse steder er dele af flyene – mest propeller – anvendt som vartegn.

 Propel i rundkørsel ved Skarrild.    Propel på flyvergraven – Skarrild kirkegård.  

På ture i Danmark har jeg, når det har været muligt opsøgt flyvergrave og monumenter. På Airmen.dk kan der findes mange detailleret beskrivelser, såvel som kort over nedstyrtningssteder. Informationer til denne blog post er hovedsagelig hentet fra Airmen.dk.  Jeg har udvalgt nogle stykker som jeg finder særlig interessante og heraf er to er med personlige oplevelser fra familien.

Bislev kirkegård – Niels Juuls Rysensteen Buchwald

På Bislev kirkegård ligger den danske RAF pilot Niels Juuls Rysensteen Buchwald begravet. Han styrtede ned med sin Spitfire ved Schoondijke i Holland. Det berettes af Jan Bakker, at flyet ramte et hjørne af laden på hans bedsteforældres gård lige uden for landsbyen. Efter styrtet prøvede tyske soldater, at tage liget af Niels Buchwald med sig, men hans bedstefar og en onkel overbeviste dem om, at ham skulle de nok tage sig af. Hans bedstefar var en meget overbevisende mand, ikke bare af skikkelse, men også ud fra hvad han gjorde. Jan Bakkers familie begravede Niels Buchwald ved gården, så gravstedet tydeligt kunne ses fra vejen, og de lavede også korset, der nu hænger i Bislev Kirke. Særligt hans bedstemor satte en ære i at holde graven så pæn som muligt. Kort efter Danmarks befrielse fik familien den dræbte flyver overført til hjemlandet, hvor han siden 2. november 1946 hviler i familiegravstedet.

Spitfire.          Niels Juuls Rysensteen Buchwalds gravsten på Bislev kirkegård.

Lancaster PB436 – I nærheden af Trend

Natten mellem 29. og 30. august 1944 var F/Sgt. Bruce Frank Loneon og hans besætning i deres Lancaster med i angrebet på Königsberg.

Lancaster.   H.W. Wilson, navigatør (bagerst venstre),  B.F. Loneon, pilot (nederst midt).

Udturen og angrebet var begivenhedsløst, men kort efter passagen af den jyske østkyst ved Mariager Fjord blev flyet uden varsel blev ramt af tysk flak. Den inderste styrbordsmotor brød øjeblikkelig i brand, og F/ Sgt. Loneon måtte kort efter give besætningen ordre til at springe ud med faldskærm.

Kort med angivelse af nedstyrtningsstedet. De 5 flyvere der hurtigt blev fanget. Wilson der gik til Vadgård.  Piloten Loneon der gik en længere tur inden han blev forenet med Wilson hos dyrlæge Sonne i Farsø. 

Alle syv besætningsmedlemmer kom fri af flyet og landede sikkert med faldskærm, men fem blev hurtigt fanget af tyskerne.

Den 20-årige navigatør, Sgt. Henry William Daniel Wilson, var imidlertid landet ved Vadgaard kun tre km fra nedstyrtningsstedet, og her fik han hurtigt kontakt med venligtsindede danskere.

Australieren, piloten Loneon søgte op i den nærliggende Trend Skov, fulgte en skovvej mod øst indtil han fandt et skur, der blev brugt som læ for fårene. Her overnattede han. Næste dag standsede han en cyklist, en agent, der solgte smøreolie til landmændene og ville skyde genvej gennem skoven. Agenten var klar over, hvad det var for en person han havde for sig, tog ham med til det nærliggende Vadhus og forklarede manden her, Herman Pedersen, at det var en englænder, og at han trængte til noget at spise. Vadhuset og Vadgaard ligger knap 500 meter fra hinanden, og så tæt var de to flyvere på at blive forenede, uden at de hver for sig vidste om den andens nærhed.

Loneon fik nogle klemmer, men man kunne ikke beholde ham i Vadhuset, og derfor kontaktede man skovfoged Asmussen i den kongelige jagtgård. Asmussen gik ind på at huse ham midlertidigt. Loneon overnattede i Skyttehuset ved den kongelige jagtgård.

Kort med angivelse af Skyttehuset ved Jagtgården i Trend hvor Loneon overnattede og hilste på den nyfødte Lis.

Kirstine gift med Kristian Zimmermann boede 1944 i Skyttehuset, hvor Kristian arbejdede som savværksarbejder. Hun beretter i slægtskrøniken ”Slægt skal følge slægters gang – Et tilbageblik i familien historie” (Emanuel Hansen, 1992) hvordan de oplevede ”besøget” af Loneon.

”Lis er født 31. august 1944, samme nat som flyveren faldt ned i Trend Skov. Den ene af flyverne (Loneon) kom ind og spiste aftensmad hos os. Han spurgte efter hustruen. Far lukkede døren op til soveværelset, og der lå jeg med den nyfødte. Han kælede for den lille og smilte til hende, og ønskede mig tillykke. Vi havde ved en tidligere lejlighed fået vort hus gennemrodet af tyskere.”

Dagen efter blev der meldt om tyske patruljer ved hegnet og porten til jagtgården – og så måtte Loneon på farten igen. Han fulgte landevejen sydpå – og kom til Stistrup ved Risgårde bredning, hvor han søgte ind til husmand T. Chr. Jensen. Dyrlæge Sonne i Farsø blev kontaktet og de to flyvere Loneon og Wilson blev hjulpet til København og videre til Sverige

Kun en uge senere returnerede de to heldige flyvere til England. Her blev Sgt. Wilson forflyttet til 9 BS, hvor han forblev indtil krigens slutning, mens F/Sgt. Loneon rejste tilbage til Australien.

Lancaster PA163 – Eksploderede over Lovns Bredning

Natten til den 30. august 1944 fløj piloten W.P. Wasik med sin store 4-motorede Lancaster, sammen med godt 600 andre RAF-fly, ind over Jylland. Målet for Wasiks vedkommende var Stettin. Han blev angrebet af en tysk nat-jager. Han dykkede voldsomt for at undgår sin forfølger, men flyet blev ramt og eksploderede. Wasiks besætning, 6 polakker, omkom ved styrtet og blev alle begravet i Ålestrup efterhånden som de blev fundet.

Gravpladsen på Ålestrup kirkegård, hvor de 6 flyvere fra styrtet ved Louns Bredning ligger begravet.

Wasik selv var så heldig at blive slynget ud, da maskinen brækkede i flere stykker. Han udløste reflektorisk sin faldskærm og med et plask ramte han vandet i Lovns Bredning. Brændende flydele flød på vandet, da Wasik pustede sin redningsvest op og begyndte at svømme mod nord. Her havde han under nedfarten set en hvid landsbykirke. Den ville han prøve at nå frem til.

Kort udsnit med angivelse af nedstyrtningsstedet samt Vesterbølle, hvor eksplosionen kunne høres og skabte en del postyr hos familien på gården “Humletoft”.

Hen på morgenstunden vadede en noget skrammet Wasik i land ved landsbyen Alstrup. Han gik derpå hen mod kirken, hvor han gemte sig i ligkapellet. Det pjaskvåde tøj blev taget af og vredet, alt mens Wasik sonderede terrænet lidt. Efter at have taget sit tøj på igen, uden at det dog var tørt, tog Wasik en runde omkring kirken, kom i forbindelse med familien Gravesen Nielsen, bror og søster, der bød ham mad. Omelet lavet af 6 æg, bemærkede Wasik. Familien kunne imidlertid ikke tale engelsk, hvorfor der gik bud efter vikar Erik Larsen henne på skolen. Han talte med Wasik, lovede at skaffe civilt tøj samt prøve at få kontakt med modstandsbevægelsen. Der blev etableret kontakt og Wasik blev hjulpet til Ålbæk sydvest for Sæby og senere udskibet fra Frederikshavn og sejlet til Sverige.

Eksplosion var så kraftig at den hørtes over et stort område og således også i Vesterbølle. Min kusine Stinne der dengang var 10 år har i sine erindringer ”Minderne lader som ingenting er dog et lønligt kildespring – Min slægt og min tid som jeg husker den”, (2015) skrevet et afsnit hvor flystyrtet indgår:

”Min barndom blev en blanding af tryghed, spænding og angst. Jeg levede med voksne, der snakkede om krigens gru og stikkere der anmeldte andre danskere, så de blev udsat for tortur. Kunne de også skade mig? Natten mellem den 29. og 30. august 1944 kom den lidt fjerne krig tæt på. Et engelsk bombefly blev skudt ned i Louns Bredning ved Alstrup og 6 ud af 7 besætningsmedlemmer blev dræbt. De ligger i dag begravet på Ålestrup kirkegård. Den eneste overlevende var piloten (Wasik), der blev kastet ud af flyet og havde faldskærm på. Han landede i vandet og det lykkedes ham med hjælp fra beboerne i området, at flygte til Sverige. Den nat blev jeg vækket ved at mor gav mig en masse tøj på og mor og far talte om, at vi måske skulle flygte. Min bedstemor kom ned, for at sove i min seng. Hun var meget bange. I dagene efter talte de voksne meget om krigen, der var rykket nærmere. Jeg kan ikke huske hvad de talte om, men for mig var det både spændende og skræmmende. Jeg kan huske at jeg altid blev bange for, at det skulle gentage sig, når jeg hørte den karakteristiske summen af flymotorer.”