Far interesserede sig meget for flyvemaskiner kom der en lavtflyvende maskine skulle han ud og kigge. Ifølge mine ældre søstre skulle han under den tyske besættelse altid ud og kigge på de tyske maskiner, der til tider kom i lav højde, så lav at hestene kunne blive helt nervøse.

Eva husker tydeligt en dag, hun og Gerda sad nede i sanddyngen syd for huset også kaldet “sønden for”. Pludselig kom to tyske flyvemaskiner lavt hen over huset, vi løb hylende og skrigende in i huset til Mor.

Den 13 august 1940 angreb Royal Air Force Ålborg Vest Flyvepladsen med 11 Blenheim bombemaskiner. Far så de engelske maskiner der passerede over Nyrup på vej til Ålborg – vejret var strålende. Angrebet var en katastrofe for RAF alle maskiner blev skudt ned og 20 engelske flyvere blev dræbt. Billedet viser en af de engelske maskiner styrte ned.

Før besættelsen i 1930-erne blev der ofte afholdt flyvestævne, med kunstflyvninger hvor der blev demonstreret forskellige kunststykker som: Spin, Rolling, Faldende blad osv. der vekslede med mulighed for en rundflyvning. Disse flyvestævner gjorde Far meget for at kunne deltage i.

I 1937 deltog han i et flyvestævne, hvor Løjtnant Wittrup lavede kunstflyvning. Programmet for flyvestævnet har Far opbevaret sammen med billetten der gav adgang til en flyvetur.

Løjtnant Wittrup var en erfaren pilot og deltog senere sammen med andre danske piloter i den finske vinterkrig. I bogen ”Finland og den totale krig 1939-45” af Claes Johansen, Gyldendals forlag, er de danske piloter beskrevet med følgende superlativer:

”Disse unge, særdeles dygtige piloter drog ud i al hast, uden vinterudrustning eller officiel tilladelse, med det ene mål at komme til fronten og i kamp hurtigst muligt. For dem drejede det sig ikke om først at blive bekendtgjort med forholdene, og der var ingen tilpasningsvanskeligheder. De fleste af dem blev sat til at flyve jagermaskiner, og de udviste den samme entusiasme og utrættelige kampvilje som deres finske kammerater. Fire af dem gav deres liv for vor sag: løjtnanterne F. Rasmussen (Fokker), grev E.J. Frijs (Fokker), C.K. Kalmberg (Gladiator) og C.M.H. Kristensen (Gladiator). To af dem blev alvorligt såret i luftkamp: løjtnanterne J.J. Ulrich og P.B. Christensen (begge i Gladiator-maskiner). To deltog i forsvarskampene ved Viborgbugten: løjtnanterne M. Fensboe og K. Clauson-Kaas. Fensboe var en førsteklasses jazzpianist, der underholdt med sit spil på godset Pyhäniemi. To af dem nåede at blive omskolet til Brewster-maskiner inden krigen sluttede: kaptajnløjtnant Ihrop og løjtnant Wittrup.”

Jeg har aldrig hørt Far omtale, hvilken oplevelse det var at komme op at flyve dengang der endnu var et romantiks skær over flyvningen. Måske har Fars oplevelse været som omtalt i Veteranfly Klubbens blad 4/1994. (se side 8) “Ved disse flyvestævner var alt organiseret på bedste vis, alene en cykelparkering kostede 25 øre. Der veksledes mellem passagerflyvning og kunstflyvning. Det var kun de mest dristige, der vovede at sætte sig op i maskinen. Ved nedkomsten skred de stolte som paver væk fra maskinen fulgt af beundrende blikke.”

Far har sikkert også følt sig meget beæret og stolt, selv om jeg aldrig har hørt ham omtale det.

En anden gang i slutningen af 1940-erne var der en flyver der landede i nærheden og Far var hurtigt derhenne og han glemte både tid og sted samt fodertid og malkning af køerne, som derfor min Mor måtte tage sig af. Det skal siges, at Far ellers var meget præcis med den slags.